Drageløberen

Han drages af havet og livet på stranden. Legene unge og gamle virker så livsbekræftende, og så det uendelige hav. Vinden er i nordvest, så han løber mod nord for at få medvind på tilbagevejen. Et trindt par bakser med en drage. Er hun gravid? Måske øver de sig på drageflyvning, til når barnet kan være med. Hun stråler. Det ville være et lykketræf at blive truffet af hendes drage. Hun er om alle omstændigheder i lykkelige omstændigheder her ved havet, tænker løberen og tygger på ordene. Tænk at få et drag over nakken af en drage!

 

På stranden ligger et marsvin, gennemhullet og skamferet. Hvor er vi nu henne, lille Hvalborg? Han tager sig til siden. Alting har en ende, men tænk, af alle steder at ende i Henne! Hvilken mislykket operation har du været ude i? Halefinnen på det strandede pattedyr står optimistisk, som et "Like", lige op i luften. Sollyset er skarpt. Sand og bølgebrus glimter og skinner. I dette lys kunne løberens logiske ræsonnement kun se marsvinets endelige EXIT som en lykkelig udgang.

 

Da stranden bliver smallere og sandet bliver blødt, vender han om og løber tilbage. Opslugt i sine egne tanker, sit eget univers, når løberen tilbage til udgangspunktet. Ud af øjenkrogen ser han en hastig skygge indhente ham og kaster sig i sandet for ikke at blive ramt af en selvudslettende drage.

Måske var det bare skyggen af en måge. Foran ligger der et stykke grøntglimtende glas, slebet af havet. En af den slags de i timevis samlede på da børnene var små. Han ser det som et lykketræf, ikke at blive ramt af dragen og netop falde her, vender sig om på ryggen, ser zigzaggene drager på himlen under hvide drivende lammeskyer, og beslutter sig for, at lade løbeturen ende her.

Peder Troldborg, 2018