Som tiden løber
Dronningen har ret. "Det er som om, at det går hurtigere og hurtigere, når man kommer op i årene".  Sådan følte jeg det også nytårsaften. 4:20 pr. km føltes lige så hurtigt som 3:20 gjorde for nogle år siden.
 
Det er en god oplevelse at føle man løber stærkt, men det er ikke så rart at føle tiden løber fra én.
 
I juleferien var tiden løbet fra Kalle. Sådan kunne vores yngste søn godt føle det. I fire dage havde han spildt tiden med diare og mavekramper, så da vi kom til årets sidste dag skulle den udnyttes til det yderste. Vi blev enige om at stå tidligt op, gribe dagen og drage mod vest for at løbe året ud.
 
Nytårs halvmaraton i Herning var en god oplevelse. Kalle havde ikke løbet et løb siden Copenhagen Mini Marathon i 2004, men fulgte mig godt på vej. 8 km kvalitetstid blev det til. Så steppede han ud og sparede resten af krudtet til senere (dansede til 2 med 2. G-klassen hjemme på adressen), medens jeg valgte at futte det hel af med det samme.
Jeg følte, jeg løb stærkt, og det var en fornøjelse at kunne spurte ud af et år, som på visse punkter har været en blandet oplevelse, og for fuld kraft springe ind i et nyt.
 
Skål for de gode tider. Og godt nyt år til Kalle og alle!
 
Peder Troldborg, jan. 2018
 
Musik: Follow You Follow Me, Genesis
 
Nytårsselskab med Kalle og min Great Wall Marathon ven, speciallæge Morten Jønler.