Mine bedste år
var fyldt med forhindringer
Det var sommeren 1983, hvor jeg fik studenterhuen. Min mor havde insisteret på at jeg skulle have én, men fik den aldrig selv at se. Jeg mistede den nemlig i byen på vejen hjem fra dimission. Sikkert til en fisker på diskotek Kaptajnen. Blot en af den slags forhindringer man dengang kunne løbe ind i på havnen i Lemvig.
Det var dog ikke den eneste forhindring jeg skulle løbe ind i eller passere den sommer.  I en anden havn, på en cindersbane i Esbjerg, var jeg nemlig i bogstavelig forstand en mester i forhindringsløb; en jysk junior mester! Det var på 2000 m med 23 forhindringer á 91,4 cm høje træbomme, hvoraf de 5 var med vandgrav og det krævede hele min ungdommelige vildskab at slå Claus Linderoth, Aalborg AK, på målstregen. Det var dødt løb og det gentog sig til DM nogle få uger efter i København, hvor jeg igen blev dømt vinder. Denne gang ikke af førstepladsen, men af andenpladsen efter Flemming Christensen (nu Nordengaard), Herlufsholm. Resultatet medførte at Flemming og jeg blev udtaget til juniorlandsholdet og Nordisk landskamp.
Til den nordiske landskamp var Patrick Sjöberg, samme sommers VM-deltager for Sverige, det store trækplaster. Det nyrenoverede Frederiksberg stadion rummede således det største publikum jeg endnu havde oplevet og med kun 200 m til første bom, var forhindringsløb på den nye hårde tartan faktisk en ret skræmmende disciplin, at skulle deltage i. Især hvis der var mange stærke løbere til start, som i dette tilfælde anført af norske Are Nakkim, senere EM-sølvvinder på 10.000 m 1990.
Jeg følte mig fremmed i det fine selskab på det danske hold af morgendagens stjerner fra overklasse Herlufsholm, en dannet tennisdreng, Mogens Guldberg fra Kalundborg og højrøvede springere og sprintere med navnet Lars, Warming eller Pedersen. Jeg havde dog kendt vildere Lars'er end dem, som f.eks. min gamle klassekammerat Lars "Slagter" fra Vrist, som i vildskab kørte sig ihjel på en motorcykel, så hvad havde jeg egentlig at være bange for? Nej, det var selvsagt ikke studenterhuen der trykkede mig dengang, men det var også godt det samme. Jeg havde nemlig tænkt mig at slå hovedet fra, kaste mig over forhindringerne og fighte for mit land.
Jeg husker ikke meget af løbet, men jeg husker, at jeg på et tidspunkt i en placeringskamp om inderbanen stemplede min holdkammerat på vejen over en forhindring så hans bukser sprækkede, og jeg husker, at jeg i mål blev modtaget af en begejstret Guldberg, som påstod, at jeg netop havde sat dansk junior rekord. Guldberg var en guttermand! Tiden blev registreret til 5:44,0 og min nye ven med de revnede bukser bar ikke nag, men klappede mig pænt på skulderen. Nu var han også et helt år yngre end mig og havde nok ikke lyst til at lave den store ballade. I stedet tog han hævn året efter til den nordiske landskamp i Stockholm ved at forbedre rekorden til 5:43,10, hvilken står den dag i dag. Fin fyr ham Flemming!
Min indsats i landskampen blev belønnet med en nål og kåret som holdets bedste. Større anerkendelse kunne en bonderøv som jeg ikke forestille sig, og jeg var herefter fortabt til forhindringsløb; atletikkens vildeste og mest fascinerende disciplin!
I årene 87-93 løb jeg således 3000 m forhindringsløb 35 gange under 9 min og ikke mindst på grund af Aarhus Games' tætte felter og store publikum kunne jeg 8 gange løbe under 8:40. Det lykkedes mig dog aldrig at komme under 8:35 og i forhindringsløb at repræsentere mit land til et internationalt mesterskab. Til gengæld lærte jeg at bruge hovedet og anvende taktik. Jeg vandt det svenske Grand Prix i 89 og 91 og med 8:35,09 som mit bedste blev jeg i 92 nr. 3 til Westathletic landskampen i Bruxelles, hvor jeg fik den store ære at komme på sejersskamlen med selveste William Van Dijck, VM-bronzevinderen fra 87.
Senere, efter i nogle år at være forhindret af familie og børn, har jeg i 0'erne holdt teknikken ved lige. Jeg har stillet op til DM flere gange og med beklagelse oplevet felterne blive tyndere og tyndere. Et enkelt år var vi helt nede på 3 deltagere, Morten Tjalve, Poul Grenaa og jeg; men med Ole Hesselbjerg, Jakob Dybdal Abrahamsen og deres generation af unge løver på vej, var det i sindsro, at jeg til DM i Aalborg 2013, med en sidste rest af vildskab satte dansk veteran rekord, sparkede bunden ud af Flemming Jensens gamle rekordsko og med god samvittighed kunne konstatere, at jeg nu med sikkerhed havde givet forhindringerne mine bedste år!
 
Peder Troldborg, ATLETIK NYT juli 2014
 
I 83 blev jeg faktisk også jysk seniormester i 3000 m forhindringsløb. Det skete ved at slå Finn Andersen i spurten og medførte at jeg blev udtaget til Østersø Cuppen for det jyske hold. Holdkampen foregik i Malmö hvor vandgraven var placeret uden for banen og ikke indenfor som normalt. At den unge student ikke havde tænkt på at vandgravens placering betød at startstedet var forskudt en halv baneomgang kan undre en gammel matematiklærer, men resultatet var, at jeg stod på den anden side af banen da starten gik og dermed ikke kom til start. Det var utroligt pinligt og aldrig sket for den rutinerede Rolighed, Finn Andersen!
 
Junior DM, 2.7.1983, Østerbro Stadion
Foto: Peter Bistrup