Den gamle mester
Han havde sovet dårligt, natten før operationen. Var vågnet flere gange og havde været oppe og tisse. Klokken tre kunne han ikke falde i søvn igen, men var alligevel vågnet med et sæt 5:25, da uret vibrerede på hans håndled. Søvngængeragtig fulgte han sin sædvanlige rutine. Drak to glas vand, fyldte vand på elkedlen og trykkede på kontakten. På stive ben gik han i vaskekælderen og fandt sit løbetøj frem. Underbukserne og trøjen tog han på med det samme. Resten tog han med under armen op til kaffen, som han kaldte en Black Power, straffen til toilettet, ret pervers, et krus kogende vand med en halv deciliter mælk, tre teskefulde nescafe og tre teskefulde sukker. Han klædte sig på mens han drak kaffen, kun afbrudt af turen på tønden.
 
Hovedpinen var der stadig og han havde en uro i kroppen. Det var nærmest som om han skulle i konkurrence. Som om der var noget han skulle bevise.
Mens han snørede skoene på hovedtrappen kom hans løbemakker allerede spurtende. Det var fredag og hans yngre kammerat var i højt humør. Det burde smitte på sådan en dejlig morgen, men på den gamle mester virkede det helt modsat.
 
Som sædvanligt havde han det svært. Den unge mand trampede energisk af sted, en meter eller to foran den gamle. Efter en kilometer mødte de en fælles ven komme traskende med sin hund. Til alt held for den gamle, stoppede yngste manden for at udveksle et par ord. Nu var der tid til at hoste ud og indhente den første iltgæld. "Hvad så?", sagde hundeejeren til den gamle, der stod foroverbøjet med hænderne på knæene og snappede efter vejret. "Kniber det"? Den fælles ven havde godt hørt om den gamle mesters seneste maraton, hvor han næsten havde hængt fast på muren. "Det var bare alt for varmt" sagde den gamle. Han havde før været sjov og kunnet skjule sig bag en humoristisk overflade, men denne morgen var han blottet og sårbar. "Jeg kan da stadigvæk godt løbe fra ham dér". Det gibbede i den unge løber. Nu skulle de videre.
 
De løb igennem tunellen og op ad bakken, den unge to meter foran den gamle. I takt med at bakken fladede ud kom der mere liv i den gamle. Han trippede med hans hurtige frekvens, 1-2-3, slappede af og så igen 1-2-3. Men straks han begyndte at hale ind, skruede den unge bare farten op. De løb nærmest om kap ned til søen.
 
Så var der tissepause. De udvekslede ikke mange ord denne morgen, men weekenden stod for døren og musikfestivallen den unge skulle til, talte de lidt om. Vejrmeldingen sagde regn og den gamle følte allerede et lavtryk være på vej.
 
De løb ad stien langs med søen. Der var to km til rostadion, hvor de plejede at holde pause igen. Som altid løb den unge mand forrest. Før i tiden ville den gamle mester tage over og trække det sidste stykke, men det var efterhånden længe siden. I dag ville hans indre uro det anderledes.
Igen og igen forsøgte han at trække ind på den unge løber. Det var først til allersidst, krampagtigt af alle kræfter, at det lykkedes ham at passere.
 
"Flot løbet", sagde den unge løber.
 
"Nej, det er kraft dæleme for dårligt", svarede ældste manden, sammenbidt kæmpende for ikke at lade sig falde. Han tænkte på Hr. Larsen, sin gamle træner, kontrolleret træning, hvad ville han ikke sige? "Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at vi skal styre os? Hvorfor skal du altid løbe forrest? Det er altid på dine præmisser. Du presser og presser, til sidst kan jeg ikke holde mig tilbage og går amok. Nu er jeg fuldstændig ødelagt".
 
"Idiot", sagde den unge løber, drejede om og løb sin vej.
 
Med skrigende ben, skam og selvforagt slæbte den gamle mester sig alene videre, og fadede ud ad den snoede sti fra storhed til fald. Blot en forstenet olding i en ukendelig krakkeleret skal, blev senere skrevet ind på det lokale hospital.
 
 
 
Peder Troldborg, juni 2017
 
Musik: Slow Emotion Replay, The The