Ondt i røven
Jeg kunne dårligt sidde ned, og efter flere uger uden forbedring og en følelse af, at enden var nær, måtte jeg gøre noget. Jeg meldte mig syg, lagde mig på ryggen uden at kunne foretage mig andet end højest lidt navlepilleri og grublede over hvad der havde bragt mig denne pine.
Spændingsfeltet i mellem 5 og 6 min pr. km og tusind nuancer af gråt i gråt, var for længst blevet indtaget, så ønskescenariet, at jeg havde løbet for stærkt, virkede usandsynligt!
Efter fire dages røvkedeligt liggen på langs, og verden set igennem en pippende tossekasse, uden at have fundet en forklaring på skaden, kunne jeg til min store skuffelse konstatere, at intet var blevet bedre. Tvært i mod havde ondskaben bredt sig i verden og mig selv. Enden på komedien blev, at jeg, ondt af mig selv, indså pinens endeløse karakter. Jeg kunne ligeså godt rejse mig og løbe videre. Uanset hvad, var der rigeligt, at have ondt i røven over!
November 2016, Peder Troldborg