Running in the family
Jeg kan ikke undvære at løbe. Det bilder jeg mig ind. Det er en del af mit selvværd. Jeg gør det så tit jeg kan slippe af sted med det. Selv i 'gamle dage' hjemme på gården jeg kommer fra, et familiebrug, hvor der ellers var nok andet at bestille, stak jeg af i løb. Engang løb jeg 23 ture på en uge, frequent short runs! Men da var jeg også en del af eliten, back in the eighties. Senere da jeg fik familie og fast arbejde, løb jeg død i metoden og stoppede på eliteplan. Jeg kunne ikke se noget formål med det længere.
Efter et par måneder kom jeg dog i gang igen. Jeg manglede den fysiske velvære og tænkte, at der måtte være mere i denne aktivitet end mesterskaber og personlige rekorder. Det foregik med babyjogger eller når det var til mindst gene for familien. Når Jytte, min kone, havde weekendvagt som sygeplejerske og jeg var alene med ungerne, krævede det stor kreativitet, at komme ud at løbe. Jeg husker en Århus Festuge, hvor jeg løb ind til Musikhuset ad Brabrandstien med den yngste i Babyjogger og de to store på cykel, for at se Cirkus Krone og så hjem igen, alle tiders træning, eller morgener i Marselishallen, hvor ungerne tumlede på stangspringsmadrassen medens jeg hoppede over hække. Da det ny stadion blev bygget, blev det helt vildt. Det var en oase. Tidligt om morgenen havde vi det hele for os selv. Den nye tartan og de fine hække. Jeg fik et frygteligt behov for at vise ungerne hvad jeg engang var mester i og besluttede mig for at stille op til DM, som netop skulle foregå i Aarhus. Den sommer fik vores yngste godt nok mange ture i Babyjogger (ikke underligt han er familiens mest tålmodige). Resultatet blev at jeg kom i rimelig god form og blev opfordret af Gitte Karlshøj til at være hare for hende under HC Andersen Marathon i september. Efter store overvejelser sagde jeg ja og gennemførte mit første maraton. Eneste problem var at jeg nu var smittet af maratonfeberen og bare måtte gøre det igen, viva maraton! Fra jeg var 38 til 46 løb jeg således 25 maratonløb på 2:28 i snit. Træningen foregik altid alene og hovedparten som transport til og fra arbejde. Det var et egotrip, som ikke måtte gå ud over familien!
Nu hvor børnene er blevet store kan jeg løbe sammen med dem. Intet er for langsomt eller kort. Jeg har løbet med Nanna til halvmaraton og medens Jonatan, vores ældste, boede hjemme og gik i gymnasiet løb vi hver morgen inden skole. Det var et fast ritual og en del af vores forberedelse mod det fælles mål, at løbe New York City Marathon.
Tidligere løb jeg altid alene, men nu løber jeg helst i flok, med 'løverne' i 1900 eller en ven i nabolaget og ikke mindst min familie. Jeg står til rådighed som primus motor eller hængeparti, og føler løb er betydningsfuldt. Det er en stor tilfredsstillelse og et eksempel på at løb kan tilpasses alle forhold!