DET EVIGE LØB

Jeg elsker, at løbe sightseeing i en storby!

Selv i Rom, hvor det ellers kan føles som en evighed at zigzagge sig på løbeben blot et par km fra Santa Maria Maggiore til Peterskirken. For ikke at tænke på hvordan det ville føles at løbe hele pilgrimsruten Via delle Sette Chiese, når der er fyldt med turister. Jeg elsker det, men det kræver at man fortaber sig og kan flyde med; komme i flow, løsrive sig fra tiden og lade sig rive med af nuet og de mange sanseindtryk.

 

Engang, i en euforisk følelse af udødelighed efter en særlig løbeoplevelse af fart og overskud, svor jeg for mig selv, at jeg ville løbe hver dag resten af mit liv. Sygdom og skader har dog gjort at enkelte dage er faldet ud, og at jeg ikke har kunnet opfylde mit løfte; men da jeg ofte løber både morgen og aften, er det i tidens løb, 35 år, blevet til uendeligt mange ture og langt over 365 året rundt.

I det daglige er de dog langt fra præget af euforiske sanseoplevelser alle sammen; men uanset om der er tale om en slags bodsøvelse for det søde liv, en roden bod på, at jeg lever lidt for godt, eller ej, så kan man som en anden pilgrim godt sige, at jeg får aflad og efter en løbetur altid føler mig opløftet.

 

Det kræver stor tålmodighed at løbe i Rom!

 

Løb har lært mig tålmodighed. Den er kommet med alderen i takt med at hastigheden er faldet. Løbende er der kommet opfindsomhed og tilpasningsevne. Stagnation og tilbagegang er nemlig ingen undskyldning for at miste motivationen, men blot en god anledning for at finde nye veje, og mit løb har således udviklet sig fra noget absolut, noget endeligt, som skulle overstås hurtigst muligt, en 5000m på tid, til noget mere uendeligt, hvor målet er tabt af syne og nuet varer evigt. Og jeg tænker, at så længe jeg er i bevægelse og blodet løber i mine årer, er jeg vel i løb!

 

Tiden over afstanden går mod uendelig og hastigheden går mod nul... universets evige løb i mod det absolutte nulpunkt, hvor alt står stille...den evige hvile...det evige liv, evighedens længde, livets korthed, dødens vished…

 

Fortabt i tid og sted finder man nok at filosofere og løbe i staver over på sådan en pilgrimsrute eller uendelig vej af alle snoede veje, der fører til Rom, og uendeligt mange gode grunde til at kalde Rom den evige stad!

 

Peder Troldborg, juli 2015

 

 

 

 

 

 

 

Min far foran Konstantin den Stores hånd i Rom. Den gang jeg startede var løb efter hans mening spild af tid og god energi, som kunne være brugt mere formålstjenligt. Senere var det ikke så skidt og jeg fik fingeren op for min selvdisciplin og evige løb.

Hvis løb bare går for langsomt i det indre Rom, kan man også tage Metroen til Subaugusta og løbe en tur og finde inspiration i Parco degli Acquedotti, hvor vandet i en evighed af to tusind år har løbet i akvædukter til Roms fontæner. Her løber jeg langs en af disse på en studietur i marts, hårdt presset af min kollega Signar Røsvik, som trods fyrre år på bagen nem løber fem km i en kaffepause.

Min foretrukne løbetur i Rom med udgangspunkt fra hovedbanegården, Termini, hvor man fra Muro Torto kan få en fantastisk solnedgang over byen.

Den evige hvile på en typisk katolsk kirkegård, dog ikke fra Rom, men Agrigento med Valle dei Templi i baggrunden, hvor jeg også havde nogle fantastiske løbe-tænke-ture senere på året og skrev det meste af denne tekst.

Hjemme i Danmark kan man også løbe sightseeing, som "evige løb" på den endeløse bro

vesterhavsstrand eller mange andre steder!

                                                                                                                                                           

I 35 graders varme lå jeg og kedede mig på stranden i Italien og kom i tanke om at det var 35 år siden jeg gik ud af folkeskolen, og at det var denne sommer for lige så mange år siden, jeg væddede en kasse øl med min gode ven i Harboøre om at jeg kunne vinde Gjelleroddeløbet året efter og dermed begyndte mit evige løb.

Tak for væddemålet Jørgen Guldberg, håber du kunne lide øllene!

 

i Rom 25 år tidligere